Desværre indeholder flere af de klassiske ingredienser man bruger i lasagne FODMAPs. Heldigvis er der en måde hvorpå du kan komme udenom disse FODMAPs og får en lasagne der smager ligeså godt som sædvanlig. Lasagnen består af 3 elementer: kødsovs, bechamelsauce og pastaplader.
Kødsovs
I kødsovs kommer som regel løg, gerne masser af det og måske bruger du normalt også lidt hvidløg. Den luksus har man altså ikke på low FODMAP diæten. Til gengæld kan man putte forårsløg (grøn top), men det har langt fra den samme kraftige smag. Derfor er det vigtigt at krydre kødsovsen godt med salt, oregano og timian.
Ingredienser
- (Hvidløgs)olie
- 3-4 forårsløg
- 4-500 g Kød
- Oregano
- Timian
- 1 dåse hakkede tomater
- 1 spsk tomatpure
- 1 dl vand
- 2 gulerødder
- Salt og peber
Fremgangmåde
- Start med at hakke den grønne top af forårsløgene i fine stykker og riv gulerødderne på et rivejern el. hak dem i små stykker.
- Varm noget olie i en gryde. Hvis du gerne vil have hvidløgssmag i din lasagne er det allerførste du skal gøre at svitse nogle fed hvidløg i olien og derefter tage dem ud igen. Læs mere om hvordan du laver din egen hvidløgsolie. Svits derefter forårsløgende i olien.
- Tilsæt kød og svits indtil det er blevet brunt.
- Når køddet er brunet kan du tilsætte resten af ingredienserne: hakkede tomater, tomatpure, vand, gulerødder, timian, oregano, salt og peber.
- Lad sovsen simre i 15-20 min. og smag til med med salt og peber til sidst.
Bechamel-/mornaysauce
Imens du lader kødsovsen simre kan du passende gå igang med at lave bechamelsauce el mornaysauce alt efter hvad du er mest til.
Ingredienser
- 1,5 spsk maizena
- 4 dl laktosefri minimælk
- Muskatnød
- Revet ost (kun hvis du ønsker en Mornaysauce)
Fremgangsmåde
- Tag en gryde og rør maizena ud i 1 dl laktosefri minimælk, så det ikke klumper.
- Tilsæt resten af mælken og revet muskatnød.
- Bring saucen i kog under konstant omrøring til du har en lækker cremet bechamelsauce. Er den blevet lidt for tyk kan du altid tilføje lidt mere mælk til sidst.
- Vil du gerne have en mornaysauce i stedet skal du tilsætte revet ost. Du kan tilføje en lille hånd revet ost når saucen koger, så vil det hurtigt smelte ud i saucen.
Lasagneplader
På low FODMAP diæten er der forskellige muligheder for at anvende pasta. Vil du være helt sikker på at overholde low FODMAP diæten skal du dog bruge glutenfri pastaplader. Her er nogle forskellige lasagneplade muligheder, som kan købes online el. i et supermarked:
- Urtekram øko glutenfri lasagneplader
- Semper glutenfri lasagneplader
- Orgran glutenfri lasagneplader
- Lasagneplader af majs og ris
Lasagne
Til sidst skal du have samlet lasagnen og varmet den i ovnen, til lasagnepladerne er blevet helt kogt igennem. Der findes nemlig ikke noget værre end ukogte lasagneplader.
- Tag et ovnfast fad frem og sikre dig at det højt nok til 3 lag lasagne.
- Start med at fordele kødsovs i bunden af fadet.
- Dernæst hæld noget af bechamelsaucen over.
- Lig nu et lag lasagneplader (3 stk.)
- Gentag dette 2 gange mere og slut af med at fordele kødsovs og bechamelsauce på toppen.
- Placér lasagnen midt i ovnen ved 180 grader i 30 min.
- Tag lasagnen ud, put revet ost på toppen og stil den yderligere 10 minutter i ovnen til osten er smeltet.
0 kommentarer